Børneklub

Hver anden søndag er der børneklub i sognecentret ved Ølstykke kirke.

Børneklubben er for forældre eller bedsteforældre som gerne vil give deres børn og børnebørn en oplevelse i og omkring Ølstykke kirke. Børneklubben er for børn i alle aldre fra 0-12 år.

I er velkomne til at deltage i starten af gudstjenesten som starter 9:30. Der synges salmer og døbes babyer. Efter dåben drager alle børn sammen børne- og ungemedarbejderen ned til sognecentret – gerne ifølge med en voksen. I er også velkomne til at møde os i sognecentret. Vi starter omkring kl 9:45.

I sognecentrets konfirmandstue er der gjort klar til at alle kan gå i gang med at fremstille forskellige ting og sager. Især formclay er et hit. Det er et materiale som minder lidt om modellervoks, men er lettere og blødere; det kan fx puttes om flamingo og pap og på denne måde kan man lave pynt til højtider, en engel eller en hoppebold. Der er også mulighed for at tegne dyr som skal med på Noas ark, eller fremstille en døbefond i ler, som kan bruges til et fyrfadslys. Der er mange muligheder, og der er noget for alle aldre. Når alle børn og voksne har hænderne fulde læses en børnebibelhistorie. Der læses fra Sigurds børnebibelhistorier, og de er skrevet i et let forståeligt sprog, som ofte fanger børnene.
Ofte når vi også at spille et stykke klavermusik og blæse sæbebobler.  

Børnene får det med, de har lavet til minde om en oplevelse i Ølstykke kirke.

Håber vi ses til børneklub

Yderligere informationer fås ved henvendelse til Nina Mølgaard: nim@km.dk

   Børneklub