Begravelse og Bisættelse
Hvad skal jeg gøre, når nogen dør?
Et dødsfald skal anmeldes til en præst eller kirkekontoret i det sogn, hvor den afdøde boede.
Kontakt vores kirkekontor
De fleste kontakter en bedemand, som ordner de praktiske foranstaltninger.
Ved dødsfald skal der udfyldes en dødsanmeldelse, som den efterladte skal underskrive.
Der skal man bruge den adødes dåbs- eller navneattest.
Hvis vedkommende var gift, skal man bruge vielsesattest og evt. ægtefælles dåbs- eller navneattest.
Vi kan hjælpe dig med at udfylde dødsanmeldelsen på kirkekontoret.
Tal med en præst
I aftaler en tid for begravelsen eller bisættelsen med en af vores fire præster. I inviteres til en samtale med præsten inden begravelsen eller bisættelsen, hvor I taler om afdøde og aftaler hvilke salmer, I gerne vil synge.
Ceremonien kan foregå i Ølstykke Kirke og Udlejre Kirke eller fra Kirkegårdens kapel ved Ølstykke kirke.
Vi ved, at det er svært at miste. Derfor står vi klar til at hjælpe.
For kirken har højt til loftet og kan rumme både glæde og sorg.
Du har mulighed for at deltage i en sorggruppe, hvor du kan dele dine tanker og følelser med andre, der står i samme situation som dig.
Begravelse eller bisættelse?
En bisættelse og begravelse har meget liturgi til fælles.
Begge handlinger foregår med salmer, tale, læsning og bøn.
Men der er forskel på, hvordan ceremonien ender.
Ved en begravelse følger man kisten ud af kirken til graven på kirkegården. Kisten sænkes i jorden og præsten foretager jordpåkastelsen. Derefter beder man sammen Fadervor og præsten lyser velsignelsen. Man kan synge en salme ved graven.
Ved en bisættelse foretager præsten jordpåkastelse i kirken og lyser velsignelsen dér. Derefter følger man kisten ud af kirken til rustvognen. Rustvognen kører kisten til krematoriet.
Senere afholdes en urnenedsættelse, hvor urnen med afdødes aske sættes i jorden.
Læs mere om Den Danske Folkekirkes begravelse- og bistættelsestraditioner på Folkekirkens hjemmeside.