Hvad er dåb?
Dåb er både en tradition og en vigtig handling i den kristne tro.
I den danske folkekirke er dåben barnets "ja" til Gud.
Da en lille ny af gode grunde ikke selv kan tale, er det fadderen, der siger "ja" på vejne af barnet.
Barnet bekræfter senere sin tro ved konfirmationen.
Se mere om dåben på Folkekirkens hjemmeside.
1) Kontakt kirkekontoret og aftal dato
Vores søde kordegn Rose-Marie sidder klar til at hjælpe jer med at finde en dato til barnedåb.
Jeres barn kan døbes på en søndag eller helligdag i Udlejre Kirke eller Ølstykke Kirke.
Barnet kan også blive døbt til en særlig dåbsgudstjeneste.
2) Samtale med præst
Når I har fundet en dato, kommer I til samtale med den præst, der skal døbe barnet.
Vi har fire præster i Ølstykke sogn:
Elisabeth, Charlotte, Bo og Marianne.
Til samtalen skal I fortælle:
Barnets navn
Navn og adresse på 3-5 faddere
Om I har nogle særlige ønsker til salmer
3) Barnedåb
Invitér dine nærmeste til at fejre barnedåb for jeres lille ny.
I har mulighed for at låne en dåbskjole af Ølstykke Menighedsråd.
Ved søndags- eller helligdags-dåb er jeres fejring en del af højmessen med prædiken, nadver, læsninger og menigheden.
Udvalgte søndage er der Børneklub for de mindste gæster.
Ved dåbsgudstjenester er der kun dåbsfamilier til stede og ceremonien handler kun om barnedåb og alt hvad der ellers hører til.
Skal barnet døbes eller navngives?
Alle børn i Danmark skal have et navn inden for seks måneder.
I kan selv vælge om I vil navngive - uden kirken - eller om barnet skal døbes - med ceremoni i kirken.
Hvis barnet bliver navngivet, får det sit navn uden en kirkelig handling. I kan registrere det i den digitale selvbetjening på borger.dk.
Når barnet bliver døbt, sender folkeregistret automatisk barnets dåbsattest og sundhedskort når det er klar. Sognets kordegn tager sig af alt det praktiske med registreringen.
Registrering af et nyt barn
Et barn skal registreres senest 14 hverdage efter fødslen. Ved fødsel på hospitalet sørger jordemoderen for at give besked til kirkekontoret, som registrerer fødslen.
Hvis I er gift, skal I ikke foretage jer noget. Kordegnen sender en fødselsattest og en informationsfolder om navngivelse og dåb til jer.
Hvis I ikke er gift, sender kordegnen snarest efter fødslen en blanket og informationsbrev om faderskab.
Hvis I ønsker fælles forældremyndighed, skal I udfylde den vedlagte blanket "Omsorgs-og ansvarserklæring" og sende den tilbage til kirkekontoret senest 14 dage efter fødslen. Så sender kordegnen fødselsattest og informationsfolder om dåb og navngivelse til jer. Modtager vi ikke "Omsorgs- og ansvarserklæringen" fra jer efter 14 dage, registrerer kordegnen fødslen med moderen alene og underretter statsamtet vedr. faderskab.
Hvis I ikke skal have fælles forældremyndighed, skal I ikke bruge ovenfor nævnte blanket, men kontakte Statsamtet, evt. via kordegnkontoret. Kordegnen registrerer fødslen med moderen alene og sender en fødselsattest og informationsfolder.
Bliv en del af traditionen
Lån en dåbskjole 🤍
Ølstykke Menighedsråd har fået lavet en sød, strikket dåbskjole.
Den kan lånes ganske gratis af dåbsforældrene.
Skån miljøet, spar penge og vær en del af den lokale tradition med sognets strikkede dåbskjole.
Dåbskjolen kan efter aftale lånes på kirkekontoret.
Det koster kun et depositum på kr. 300,00, som I får tilbage efter dåben er slut.
Når barnet er døbt afleverer I bare dåbskjolen til kirketjeneren.
Så gør hun den klar til næste lille dåbsbarn.